Er du forælder til et større barn med udfordringer? Eller oplever du som ung voksen behov for at tale med en psykolog? Du kan læse mere om behandlingsforløb for større børn og unge voksne her.

 

FORLØB FOR STØRRE BØRN MED INDLEDENDE FORÆLDRESAMTALE

Forløb for større børn kan indledes med en forældresamtale, hvor forældrene møder op uden barnet. Formålet med forældresamtalen er at få en grundig indføring i barnets dagligdag, generelle trivsel, ressourcer og udfordringer. Det er jer forældre, der kender jeres barn bedst. Forældresamtalen er et vigtigt udgangspunkt for at forstå, hvad der rører sig hos netop jeres barn.

Jeg anbefaler, at begge forældre så vidt muligt deltager i den indledende samtale. Det er min erfaring, at forældre kan have forskellige oplevelser af barnets udfordringer, og for at hjælpe barnet bedst, er det vigtigt, at alle perspektiver bringes frem og tages i betragtning.

Til forældresamtalen afstemmes desuden forventningerne til forløbet, og ved samtalens afslutning lægges en plan for det videre forløb.

Barnet møder som oftest op til den efterfølgende samtale med den ene af forældrene. Fokus for samtalen vil være at lære barnet at kende, og at høre om barnets oplevelser af de udfordringer, som familien ønsker hjælp til. Samtalen foregår som regel med barnet alene, men indledes og afrundes dog ofte sammen med barnets forælder, således at både barn og forælder er orienteret om, hvad der er blevet arbejdet med i terapien. Desuden aftales, hvad familien skal arbejde videre med hjemme til næste gang.

I nogle forløb kan der være behov for at afholde flere forældresamtaler undervejs i forløbet.

 

UNGEFORLØB UDEN INDLEDENDE FORÆLDERSAMTALE

Hvis du er ung voksen, er det ikke sikkert, det er relevant med en indledende forældresamtale. Det kan være, at du gerne vil have, at dine forældre deltager ved den første samtale sammen med dig, så de kan støtte dig, eller supplere med oplysninger om dig, der er vigtige for forståelsen af det, du ønsker hjælp til. Måske foretrækker du, at dine forældre ikke deltager i forløbet. Hvis du er i tvivl om, hvad der er det rigtige for dig, så er du velkommen til at kontakte klinikken, så vi i fællesskab kan vurdere, om det er relevant, at dine forældre kommer med.

 

STØRRE BØRN OG UNGE MED ANGST

Behandlingen af angst hos større børn og unge tager udgangspunkt i evidensbaserede angstbehandlingsprogrammer, der bygger på principper fra kognitiv adfærdsterapi.

Psykologisk Klinik orienterer sig løbende i den forskning, som offentliggøres af Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge ved Aarhus Universitet, der forsker i angstbehandlingsprogrammers effekt.

I behandlingen introduceres børn/unge med angst og forældre for konkrete metoder og strategier, der kan gøre det lettere at håndtere angst og bekymringer i dagligdagen. Barnet lærer at tænke mere realistisk og hensigtsmæssigt om de situationer, som fremkalder angst. Desuden arbejdes der med eksponering, hvor barnet i samarbejde med forældrene øver sig i gradvist at være i situationer forbundet med angst. Tilvænningen til de frygtede situationer sker gradvist og i et tempo, hvor barnet kan følge med. Der arbejdes med at lære barnet gode problemløsningsstrategier. En vigtig del af behandlingen er hjemmearbejde mellem sessionerne, hvor barnet og forældrene træner de lærte metoder og strategier, så effekten overføres til dagligdagssituationer og vedbliver efter behandlingens afslutning.