“Jeg henvendte mig til Tina Borch Jacobsen, fordi jeg længe havde gået og tumblet med nogle negative tanker om mig selv, som gjorde mig ked af det og fik mig til at føle mig utilstrækkelig. Jeg har i forløbet fået nogle redskaber, som hjælper mig til at tænke mere nuanceret om mig selv. Det har gjort en kæmpe forskel i min hverdag – jeg er blevet mindre selvkritisk og føler mig mere glad. Jeg oplever, at jeg kan bruge dét, jeg har lært, i mange situationer. Jeg vil klart anbefale Tina til andre, som overvejer terapi.”

20-årig mand

“Vores datter var meget bekymret for at skulle tale med en psykolog om hendes angst. Tina har formået at møde vores datter i øjenhøjde og opbygge en relation, der har været altafgørende for, at hun kunne få noget ud af terapien. Som forælder er det en utrolig lettelse og glæde, når ens barn begynder at kunne leve et mere ubekymret børneliv med legeaftaler, fritidsaktiviteter og bedsteforældrebesøg. Tusind tak, Tina, for din indsats. Vi tager ind i mellem ‘redskabskufferten’ frem og taler om de strategier, vi har lært, og minder os selv om at blive ved med at bruge dem forebyggende.”

Mor til 9-årig pige

“Jeg begyndte hos psykolog på grund af lavt selvværd. Jeg følte mig alene med mine tanker og havde svært ved at tale med mine venner og min familie om, hvordan jeg havde det. Jeg synes, at samtalerne har hjulpet mig meget. Tina var god til at møde mig lige dér, hvor jeg var. Det virkede bare naturligt at tale med hende, selvom jeg jo egentlig ikke kendte hende.”

17-årig kvinde

“Jeg opsøgte en psykolog for at få hjælp til at håndtere følger efter en blodprop i hjernen. Forløbet har hjulpet mig til at leve med og finde mening i min ændrede livssituation. Min familie har desuden fået en bedre forståelse af det, jeg gennemgår.”

60-årig mand

“På Helsingør Rehabiliterings- & Træningscenter har vi gennem et års tid haft glæde af Tina Borch Jacobsens kyndige supervision. Med udgangspunkt i en stor faglig ekspertise, bl.a. på det neuropsykologiske felt, evner Tina altid at facilitere en konstruktiv og udbytterig proces, hvor gruppen får bragt deres refleksioner i spil og stiller skarpt på faglige dilemmaer, metoder og tilgange og i dette arbejde får styrket deres faglige integritet. Tina har en yderst behagelig facon, og hun formår altid på en indsigtsfuld og afvæbnende måde at lede gruppen gennem selv ganske vanskelige problemstillinger, hvor der er meget på spil. Der er ingen tvivl om, at Tina er den bedste supervisor, man kan forestille sig – og vi fortsætter selvfølgelig med at gøre brug af Tinas kompetencer fremover.”

Christina Bjerre, Afdelingsleder, Helsingør Rehabiliterings- & Træningscenter

“Jeg har været meget glad for mine samtaler ved Psykologisk Klinik. I begyndelsen af forløbet talte vi om, hvad jeg gerne ville have ud af at komme, og vi satte sammen nogle mål. At arbejde struktureret og målrettet på den måde betød, at fokus hele tiden var på det, der var vigtigt for mig, og at jeg kunne se, at jeg gjorde fremskridt og blev bedre til at håndtere angsten. Forløbet har hjulpet mig meget. I dag ved jeg, hvad det er for nogle situationer, jeg skal være opmærksom på, og hvad jeg stiller op, så angsten ikke overmander mig.”

24-årig kvinde

“Tina er et empatisk og behageligt menneske. Jeg oplevede hende oprigtigt interesseret i mig og min situation, hvilket var vigtigt for, at jeg kunne åbne op og tale om det, der var svært. Tina har været en uundværlig støtte for mig som pårørende, og jeg vil medgive hende mine bedste anbefalinger.”

63-årig kvinde

“Jeg startede i terapi, fordi jeg gennemgik en svær periode efter at være blevet far. Jeg have aldrig prøvet terapi før og vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Gennem terapien fik jeg en større forståelse for den måde, jeg havde det. Sammen fandt vi frem til nogle ændringer, som har hjulpet mig og min lille familie til at få det bedre. Tina har været en respektfuld sparringspartner i forløbet – hun hjalp mig med at reflektere over mit liv og forskellige veje at gå, men det var mig, der i sidste ende besluttede, hvad der var rigtigt for mig og min familie, hvilket føltes helt rigtigt. Jeg er rigtig godt tilfreds med den hjælp, jeg har fået.”

33-årig mand

“Efter en stress sygemelding har jeg haft psykologsamtaler ved Psykologisk Klinik, hvor jeg har fået nogle værktøjer og rådgivning i forhold til at komme tilbage på arbejde. Jeg har fået det meget bedre. Det har hjulpet mig, at jeg gennem forløbet har fået øje på, hvad der belaster mig, og hvad jeg kan stille op over for de belastninger, både på arbejdet og i familien.”

43-årig kvinde