Oplever du at blive nervøs og utilpas i situationer med andre mennesker? Undgår du ofte sociale situationer, fordi det er nemmere? Tænker du så meget over, hvad andre tænker om dig, at det begrænser dig i din hverdag? Behandling af socialangst (socialfobi), kan hjælpe dig til en bedre hverdag.
Man kan fx være bange for at komme til at rødme, kaste op, miste selvkontrollen, ryste eller svede, så det bliver tydeligt for andre, hvordan man har det. Sociale situationer fremkalder symptomer som hjertebanken, sveden, mundtørhed, rysten, svimmelhed, kvalme og uro. Alene forventningen om en forestående social situation kan medføre stort ubehag. Sociale situationer som fx at skulle tale med fremmede, spørge om vej eller deltage i sammenkomster forsøges undgået.
BEHANDLING AF SOCIALANGST
Der arbejdes i behandlingen med de antagelser, som for personer med socialangst skaber udfordringer i sociale situationer. Det kan være antagelser om, hvordan man bør opføre sig for at være god nok, hvad andre mennesker lægger mærke til, og hvilken betydning det tillægges, eller antagelser om at man skal være vellidt af alle, eller at man ikke må fremstå usikker eller begå fejl. Antagelserne ligger til grund for, at mange sociale situationer fremkalder angst, og ved at finde frem til andre måder at fortolke situationerne, vil situationer blive mindre angstprovokerende. Desuden arbejdes der i behandlingen med gradvist at kunne være i de angstfremkaldende situationer. Ved at øve sig i at være i situationerne fremfor at undgå dem, får man vigtige erfaringer med, hvad der faktisk sker, og man får derved justeret negative overbevisninger om, at der med stor sandsynlighed vil ske noget forfærdeligt, som man ikke er i stand til at håndtere.
Arbejdet med øvelserne sker altid gradvist og i et tempo, der er tilpasset den enkelte. Hjemmearbejde er en vigtig del af behandlingen, hvor man arbejder videre med øvelserne mellem sessionerne, så det sikres, at strategierne overføres til dagligdagen, og at angsten mindskes i de situationer, hvor den har grebet forstyrrende ind.
Læs mere om socialfobi på sundhed.dk