Det er en lykkelig, men også livsomvæltende begivenhed at blive forældre. Hvis du midt i glæden over at have fået et barn oplever, at du overvældes af tristhed, usikkerhed, tvivl, utilstrækkelighedsfølelser og måske angst, så er du ikke alene.

Det er almindeligt for nye mødre og fædre at opleve udmattelse, overvældelse og tristhed i den første tid efter fødslen. Mange har let til tårer og oplever, at følelserne ”sidder uden på tøjet.” Disse reaktioner er almindelige og forventelige oven på graviditetsforløbet og fødslen. Det hele er nu ovre og for langt de fleste er det gået godt. Det er en lettelse at være på den anden side af det hele og rørende at møde det længe ventede lille barn, hvilket naturligt vækker store følelser hos de nye forældre.

Oplever du imidlertid, at dine følelsesudsving varer ved, og at du har har svært ved at finde dig til rette med din nye situation, så kan det være en god idé at søge hjælp til behandling af fødelsesdepression. Omkring 10 % af alle mødre og 7 % af alle fædre udvikler en decideret fødselsdepression (Gullestrup & Terp, 2008).

ALMINDELIGE SYMPTOMER PÅ FØDSELSDEPRESSION

Symptomerne ved fødselsdepression ligner symptomerne ved en almindelig depression, men tankerne og følelserne er centreret omkring barnet, det at være blevet forælder, den nye tilværelse og måske din egen opvækst.

Almindelige symptomer ved en fødselsdepression:

  • tristhed og nedtrykthed
  • energiforladthed
  • søvnvanskeligheder
  • appetitændringer og spiseproblemer
  • at have let til gråd
  • uro, rastløshed, utilpashed
  • nervøsitet, ængstelse, angst
  • uoverskuelighedsfølelser og fortvivlelse
  • utilstrækkelighedsfølelser, fx følelser af at være en dårlig mor/far
  • ubehagelige følelser og tanker i forhold til barnet, fx følelser af fremmedhed over for barnet, ubehag ved at være tæt på barnet eller tanker om at komme til at skade barnet.
  • overfølsomhed over for barnets gråd
  • ensomhedsfølelse og skamfuldhed, følelser af at være alene med tankerne.
  • tendens til at isolere sig, svært ved at overkomme at komme af sted til aktiviteter
  • fokuseren på at ”holde facaden”, at det ydre er i orden, fx at hjemmet er overdrevent rent
  • ærgrelse over, at intet blev som forventet

Der er ofte forskel på kvinders og mænds depressive fødselsreaktioner. Fødselsdepression hos mænd viser sig ofte ved irritation, lav frustrationstærskel, opfarenhed, træthed og bekymringer over at være alene med barnet. Nogle mænd isolerer sig eller fordyber sig i aktiviteter, der ikke involverer barnet. Ofte ligger der dog nogle af de samme tanker og følelser bag reaktionerne, som hos kvinder.

Symptomerne kan vise sig allerede under graviditeten, men opstår som oftest i tiden efter fødslen. En fødselsdepression kan vare fra flere uger til måneder. Hvis fødselsdepressionen ikke behandles, kan det påvirke relationen mellem moren/faren og barnet. Symptomerne kan forhindre moren/faren i at have den følelsesmæssige kontakt til barnet, som er vigtig for barnets følelsesmæssige og sociale udvikling.

BEHANDLING AF FØDSELSDEPRESSION

Fødselsdepression kan behandles psykologisk og/eller medicinsk. Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke, at gravide får medicin, men ved moderat til svær depression kan nytteværdien ved supplerende medicinsk behandling i nogle tilfælde opveje risikoen for barnet ved medicinsk behandling. Hvorvidt den psykologiske behandling bør suppleres med medicinsk behandling beror altid på en individuel vurdering, der foretages af en praktiserende læge/psykiater i samarbejde med kvinden.

Sundhedsstyrelsen anbefaler kognitiv adfærdsterapi til psykologisk behandling af depressive tilstande. Den psykologiske behandling har til formål at afhjælpe depressionen, styrke relationen mellem mor/far og barnet samt støtte familien i at komme videre sammen.

Fødselsdepressioner opleves forskelligt. Der er ved behandlingens begyndelse altid fokus på, hvad det er, du oplever og ønsker hjælp til. I fællesskab udarbejder vi en målsætning for forløbet.

Psykoedukation – eller viden om fødselsdepression – indgår som en væsentlig del af behandlingen. Psykoedukation er vigtig for at forstå, hvad fødselsdepression er, og for at forstå egne reaktioner. Gennem psykoedukation normaliseres de symptomer, som opleves ved en fødselsdepression. Du lærer, at du ikke er alene med dine oplevelser – og vigtigst, at fødselsdepression er velundersøgt og kan behandles effektivt.

I behandlingen arbejdes der med at afdække og undersøge de tanker og handlinger, der vedligeholder den depressive tilstand.

Depressionen påvirker energiniveauet og dit overskud til at foretage dig helt almindelige aktiviteter. Mindre dagligdags gøremål kan forekomme uoverskuelige og være vanskelige at komme i gang med. Arbejdet med tænkningen kan give mere mod på og energi til aktiviteter, der ellers har været udskudt eller opgivet helt. Der arbejdes med at tilrettelægge en regelmæssig dagligdag. Desuden arbejdes der med i et overskueligt tempo at igangsætte aktiviteter, der kan løfte stemningslejet.

Der kan være behov for at inddrage din partner i forløbet for sammen at tale om, hvad der er svært, og hvordan I i fællesskab kan finde måder at håndtere udfordringerne i hverdagen derhjemme.

Når depressionen bedres, fokuseres der på tilbagefaldsforebyggelse for at forhindre nye depressive episoder.

Søger du en psykolog i Hillerød med viden om behandling af fødselsdepression, så er du velkommen til at kontakte klinikken.