Er du så bange for at flyve, at det forhindrer dig i at tage på flyferie eller arbejdsrejser? Er det flere år siden, at du har været til tandlæge, fordi tandlægeskræk holder dig tilbage? Har dit barn vanskeligt ved at færdes ude eller besøge venner af frygt for hunde? Effektiv behandling af fobier med kognitiv adfærdsterapi.

En fobi er kendetegnet ved intens frygt for en bestemt ting eller en bestemt situation. Situationen i sig selv indebærer ikke nogen reel fare, og frygtreaktionen står derfor ikke mål med den risiko, som situationen i sig selv udgør.

Eksempler på almindelige specifikke fobier er frygt for hunde, fugle, edderkopper, højder, at flyve, lukkede rum, besøg på offentlige toiletter, at køre i elevator, tandlægebesøg og synet af blod. Mødet med den frygtede situation fremkalder symptomer såsom hjertebanken, hyperventilering og besvimelsesfølelse. Situationen undgås derfor eller udholdes med stort ubehag. Alene tanker om eller udsigt til på et senere tidspunkt at komme i situationen kan fremkalde forventningsangst.

BEHANDLING AF FOBIER

Sundhedsstyrelsen anbefaler kognitiv adfærdsterapi til behandling af angsttilstande, herunder fobier, da denne terapiform i forskningsstudier har vist sig særligt effektiv.

Eksponering udgør en vigtig del af behandlingen af fobier. Ved eksponering udsættes man gradvist for det, man er bange for, så angstreaktionen efterhånden aftager og til sidst forsvinder.

Gennem eksponering sker der en tilvænning til den frygtede situation, så situationen ikke længere fremkalder intense angstsymptomer (hjertebanken, åndenød, sveden, osv.). Ved at blive i situationen fremfor at flygte fra den, lærer man, at man faktisk er i stand til at klare situationen; at de tanker man har om, hvad der vil ske i situationen, ikke er realistiske, samt at angstniveauet daler, når man bliver i situationen. Gennem eksponering arbejder man således både med de fysiske symptomer, man automatisk reagerer med, og med de katastrofetanker, man har om situationen. Eksponeringen sker altid i et tempo, hvor man kan følge med, og man vil aldrig blive påtvunget situationer, man ikke er klar til. Eksponeringen sker gradvist, og man går først videre til næste trin, når angstniveauet er faldet.

Udover eksponering arbejdes der i behandlingen med kognitiv omstrukturering af katastrofetanker om den frygtede situation. Gennem kognitiv omstrukturering bliver tankerne om situationen mere realistiske, så man bliver klar til at konfrontere frygtsituationen, og så man har adgang til hjælpsomme alternative tanker under eksponeringen.

Desuden lærer man distraktionsstrategier, der kan være en hjælp til at blive i situationen under eksponeringen.

I behandlingen indgår praktiske øvelser, og der arbejdes med hjemmeopgaver mellem sessionerne, så de lærte strategier overføres til de dagligdagssituationer, hvor angsten viser sig.

Søger du en psykolog i Hillerød med viden om behandling af fobier, så er du velkommen til at kontakte klinikken.